What are you thinking?
This video explores the journey of a businessman in the arts. Or an artist in the world of business.
What do you think?
Artist: Pabi
Camera/edit: Judy Wium
Hands: Claudia Martin & Judy Wium
Spindoktor
Jeg spejler mig et æg før solen står op. Jeg er ikke specielt sulten, men protein er vist godt for noget. Dette lille udstødte æg er et mirakel. Resten af dagen slår mit hjerte lidt hårdere. Panden hvorpå transformationen foregår, er ikke ny, håndtaget er lidt løst, men vidner om erfaring. Jeg hører ikke stemmer, men små lyde som trak nogen et nøglebundt hen ad gulvet. Jeg ser ikke syner, men små lysende pletter der følger min synsretning, som et fastmonteret stjernebillede. Jeg trækker vejret mere hektisk end normalt. Uden grund, synes bare at jeg den sidste tid havde trukket det samme vejr, på den samme måde. Jeg bider mig selv i min tommeltot til smerten bliver for stor. Synes bagefter at det var dumt overhovedet at begynde.
Jeg tegner en grim dreng, der ikke græder selvom hans far lige har taget sit eget liv, med receptpligtige medikamenter. Han ved nemlig, at det handler om at se fremad. Tage lidt frisk luft, og så bare se at komme derudaf på hesten. Jeg tegner så et syvtal i den ring kaffekoppen har efterladt. Det ser flot ud, men betyder ikke noget for mig. Måske ville det give mere mening, hvis jeg havde skrevet et andet tal. Kaffen er ikke længere varm, så jeg gir den til en kaktus. Brødet har aldrig været ristet, men er tørt og suger mit spyt. Det gør ikke noget. Jeg laver bare noget nyt. Jeg glatter mit hår med lunkent vand. Bliver nødt til at se præsentabel ud. Det er trods alt en vigtig samtale. Jeg ryster ikke på hånden, så min make-up sidder med vanlig præcision. I morgen er jeg måske spindoktor for Anders Fogh.
Trækker spor…
Jeg puster den sidste røg ud, den hænger længe i luften. Gennem den nyfaldne sne, baner en skovsnegl sig vej. En sortlakeret isbryder på et hav af hvidt pulver. Den skyder en god fart, trods de manglende lemmer. Måske skyldes det det glatte føre. Det undrer mig, for jeg mindes ikke at have set en sort isbryder før. Jeg stopper naturligvis op, så det slimede kræ ikke sejler ind i mine nypudsede støvler. Jeg kigger mig omkring, der er helt stille, sneen har lagt sig som æggebakker på et børneværelse. Det virker som om omgivelserne er kommet tættere på, men samtidig er resten af verden skubbet længere væk. Det hele er lidt mere gammeldags, de moderne redskaber har ikke den samme status længere, selv om de måske kan blive mere nødvendige end nogensinde. Som altid smelter snefnug på mit opvarmede ansigt. Ofte udvandes beskrivelsen af denne selvfølgelighed til noget, der smager af mindre end snefnugget selv. Dråberne trækker sorte streger af maskre ned af mine hvide kindben og holder en kort pause på min sitrende læber. Det gør bestemt ikke noget, det ser mere naturligt ud, end hvis jeg skulle gøre det selv. Da jeg kigger ned udspringer det samme billede sig. Sorte streger på livløs hvid baggrund. Sneglen har tydeligvis forelsket sig i mine skinnede lakstøvler, den trækker lange saftige kærtegn med sine elskovssekreter. Budskabet er utvetydigt. Den lille charmør har skrevet et tydeligt hjerte på snuden af støvlen. Jeg står et øjeblik og betragter hvordan den sensuelt glider mod skaftet, som oplevelsen for to tilbage i januar.
Jeg folder min krop sammen på midten, for at føle yderlig nærhed. Jeg smiler venligt og stækker mine mørke øjne sammen, vil fortælle at jeg virkelig sætter pris på dens selskab. Den gengælder med forsigtige og kontrollerede bevægelser med følehornene, der mest minder om trommestikker af meget blød saltlakrids. Mine lange kolde fingre omslutter forsigtigt dens krop, der genert strækker sig sammen, som pigen fra 5. på toilettet i januar et frikvarter, hvor vi kun var to. Måske gik jeg igen for hurtigt frem? Jeg fik senere at vide at et nej er et nej. Pludselig føler jeg en stærk og varm samhørighed med dette fremmede væsen. En følelse der forplanter sig til et sug i maveregionen, som første gang jeg bed i kvindelig kønsbehåring, noget tid efter hun havde været på toilettet. Jeg må have lukket øjnene, for i mørket kan jeg høre en spæd og næsten saglig stemme hviske ”Kys mig, kys mig for helvede!” Da mine øjenlåg ruller tilbage, ser jeg at jeg stadig holder sneglen lige foran mine øjne. Lige der, forrest på dyret sidder den sødeste lille mund, lige klar til at kysse. Jeg er egentlige ligeglad med, om jeg har set syner eller om der rent faktisk var en lille sød mund, klar til at kysse. Jeg kysser den først blidt, – dens naturlige klæbrige overflade får det bare til at føles endnu mere intenst og ægte. Af lyst og begær suger jeg dyret til mig, så den kommer halvt ind i min varme mund. Det er to forskellige tunger, der møder hinanden. Den ene er rød, hurtig og varm. Den anden kold og sort og langsom. De leger skønt sammen. Den varme tunge drejer den sorte hurtigere og hurtigere rundt i dansende bevægelser. Jeg er ved af eksplodere af lidenskab, så megen kærlighed har jeg aldrig før modtaget. Ikke siden at jeg fik en iskage af min tante Else, for at bide blidt i hendes brune brystvorter, der smagte lidt salt, imens Onkel Henning var nede hos købmanden efter den akasiehonning, som hun sagde, jeg så godt kunne lide. Jeg fandt senere ud af, at den var lidt for sød til min tand, men iskagen var fantastisk, og tante Else sagde jeg havde nogle flotte nye fortænder.
Jeg har nu min genfundne kærlighed helt inde i munden og produktion fra vores slimhinder blandes til en klæbrig masse, der langsomt fylder mit svælg. De to bløddyr pisker rundt, som to legesyge hvalpe i et skumbad. Boblende fråde løber fra min mund og det er efterhånden ikke muligt for mig at trække vejret. En tåre forlader min øjenkrog, men jeg kan ikke stoppe nu, om jeg så skal kvæles i disse elskovssekreter. Jeg er tvunget til at sluge den store hvide masse, som én pige fra 5., en kold januardag nede i cykelkælderen, hvor vi kun var to.
Jeg er opstemt. Mit glohede lem nærmest damper i den frostklare vinterstue. Aldrig før har den været så ret og præsentabel, for første gang nyder jeg virkelig synet af min stolte soldat, der nu endelig er parat til at forsvare sin øverstbefalende. Forsigtig, men med lidt nervøsitet, placerer jeg min bløde øjesten under den dunkende gasblå hjelm. Jeg trækker rullekraven helt op og den søde lakridsbaby forsvinder i den tætte forbindelse. Jeg intensiverer denne proces til allerstørste fornøjelse. Tempoet nærmer sig min maksimale og stærke impulser sender energi gennem mine lange hvide stænger, der improvisatorisk danser med 80érnes gadebevægelser. Jeg kan ikke mere og det er heller ikke meningen. I et skrig som var en kvinde ved at føde et køleskab, sender jeg min kropsvarme DNA ud i den krystalliserede verden, med de mange uoverensstemmelser. Frøken snegl er med sæd på kinden sendt i kraftig rotation mod den hvide dyne. Hun lader blødt, men er som jeg, tydeligvis også kommet fra den syvende himmel.
Verden synes igen at indtage sig kold og ubarmhjertig. Hun sender et varmt kys gennem frosten og blinker med det ene følehorn. Så siger hun det, som jeg vil betragte som tvetydigt: ”Kommer du tit her?” Hun vender sig frækt om og siger; ”Vi ses måske lige pludselig” og glider derefter uforstyrret videre ned ad vejen.
Der står jeg så, helt nede på jorden i den vildeste sky, mens stjernerne suser forbi. Jeg tænder endnu en joint og suger den til mig. Jeg puster den sidste røg ud, den hænger længe i luften. Gennem den nyfaldne sne, baner et sødt lille pindsvin sig vej. ”Av! Det blev en helt fantastisk eftermiddag…”
