Rækker hånden frem mod mit overskyggede talent, men en mur af intetanende cement tilstopper alle kanaler. Hver en sammenhæng der toner frem af de grålige tåger, bliver omhyggeligt omsluttet, vakuumpakket og nænsomt, men sikkert destrueret i et syrebad af undskyldninger og spontane overspring.
Jeg er den eventyrlystne bjergbestiger, der bosætter sig i Holland, får amputeret mine stærke underben, køber mig en coffeeshop, låser døren, sætter mig i et hjørne og bygger en osteklokke af røg og lader ideen om mig selv dø.
Jeg er et stykke værktøj, som ikke er skabt til noget formål, men selv må opfinde sin anvendelsesform, selv må opdigte sin eksistensberettigelse. Jeg må kæmpe for ikke at blive den hadegave, som onkler giver til hinanden i fødselsdagsgave, fordi de grundlæggende ikke kender hinanden, men som giver dem en kærkommen undskyldning for patetisk, at muntre sig sammen i indtil flere minutter. Derefter bliver man henlagt til endnu en onkel har fødselsdag, for igen at blive hånet, hadet og latterliggjort.
Det er vist tid til en kop kaffe..
Det helt vildt fede ved mig er min perfekte evne til… at springe over netop denne udtagelse. Ved at bringe emnet over på dig. For hvad er egentlig det fede ved dig, dit selvoptagne røvhul, der kun interesserer sig for andre for selv at blive talt til?
Jeg har en fornemmelse af, at jeg er født med en evne til at overleve på et minimum eksistensniveau. Derfor vil jeg gerne slå ihjel. Ikke den jødiske baby, der vinker til mig, men én person der sætter mig i en situation, hvor jeg ikke kan gøre andet.
Jeg vil egentlig hellere elske eller være vild med…
Hellere være for meget end for lidt. Hellere være en uforglemmelig forhindring end en fordampet succes. Jeg har lyst til det hele, det eneste filter er den evige kamp mod alting.
Jeg græder aldrig, men jeg er en hykler. Nu græder jeg pludselig, fordi jeg er en hykler. Hvor stor en del af livet er selvbedrag? Hvor stor en del er en løgn jeg selv tror på? Er missionen at gøre løgnen til den halve sandhed? Krydre resten med held, talent, manglende selvindsigt og en ualmindelig flad pande af den fineste elefanthud.
Så flyver humlebien igen og skriver i mørke.
Absurd
Tænk sig ikke at kunne få luft. Tænk sig ikke at være i stand til at ånde ud. Illusionen forsvinder i horisonten og jeg længes tilbage mod de tårnhøje forventninger. Jeg er ikke angst, men bange for ikke at have opfyldt fortidens drømme. Jeg lytter til mit indre, der som en svulst bekæmper min skal. Det prikker i mit ansigt og min blege hud fortættes. Tidens stafet har indhentet mig. Jeg gør klar til sidste omgang, sidste sprint i slowmotion mod det brændende intet. Stå ikke der og glo, gør noget! Slå mig i det mindste. Skær budskabet i min hud, så jeg kan mærke min følelsesløse krop og se mit blod størkne.
Dræn mig for min manglende visdom og nedkøl mit sind, som gårsdagens levning. Lad mig slides op på livets råkostjern, så jeg kan forenes med mere. Så jeg kan elskes i små aflange stykker, der alle er en oprigtig del af mig.
Jeg har været falsk så længe jeg husker. Jeg har aldrig været mig. Aldrig været mig selv bekendt.
Jeg har levet i en fremmed krop andre kalder mit navn. Jeg har til tider vænnet mig til det, men altid vidst at det var forkert. Altid haft en uendelig distance til en fremmed personlighed.
Spørgsmålene rejser sig på og buldrer mod svarets kyst, men synes at være uden sammenhæng, bølgen rammer aldrig. Livet synes at være et stykke med absurd.
Skibet er ladet med…
Normalt er døren svær at åbne. Den er tung og er sjældent blevet brugt, men denne gang blev den nærmest sparket op med et lille puf. Den står nu på klem og kan åbnes helt, hvis jeg tør. Lyset blev med ét klarere, vinen smagte sødere og de andres stemmer blev blødere og mere fjerne. Mit indre blev på en og samme tid tyndere og så alligevel kraftigere, som en suppe der smager af mere, når den fortyndes. Alting blev mere rigtigt, mere ægte, også alligevel har det aldrig været mere flydende og uklart. Jeg kunne pludselig fokusere, ja faktisk virkede alt andet som et modebevidst ugeblad, fuldstændigt ligegyldigt og uvedkommende. Måske er det den momentale sindssyge, som kun lidenskaben kan indeholde. Den besætter og lokalbedøver ens tankerække. Fortrænger enhver rationel tanke og efterlader et sug i maveregionen. Dejligt, men er det farligt? Jeg er blevet svagere på et fantastisk højt niveau. Jeg er blevet høj, der hvor jeg er dybest. Ude at svømme på det dybe, jeg svømmer godt, men tør jeg dykke ned og blive helt væk?
Sikke et flot skib! Det tager tid og vilje at vende sådan et stort sejlskib, der er ladet med hjertets kraft. Det sejlede umiddelbart perfekt, men det er ligegyldigt hvis det ikke har nogen kurs. Det har det af forunderlige årsager nu…
I skibet er der en dør, den er svært at åbne, den er tung og har ikke været brugt længe. Den står nu på klem og du kan åbne den, hvis du tør!
Afskrabet skavank. Nøgen passager spiller performance. Afskedens billeder var de første. Erkendelsen fortager sig i et utopisk ønske.
En evig turbulens holder karrusellen i sving. Hvad har man at kæmpe med, når den blinde ser lyset? Tiden har ingen retning. Tågen har ingen mor.
Store krav bytter plads med ingen lyst. Som flod afløser ebbe. Som bøffel bliver en del af hunløve. Som McDonalds bliver en del af Søren fra 5b. Som THC er en del af kunsten. Som lipider er en del af denne sætning.
Lad os barbere hinanden til den nøgne løgn og lad os se hinanden ro ud og blive grå. Så har vi da noget sammen, hvilket er meningen.
Jeg vil have lov til at leve suspekt, uden at være suspekt.
Jeg vil være morderisk uden at være morder.
Jeg vil være afvigende, uden at vige af.
Jeg vil være arrogant, uden at føle mig bedre.
Jeg vil føle mig bedre, uden at være arrogant.
Jeg vil være usynlig, uden at være gennemsigtig.
Jeg vil være alt, uden at være for meget.
El-skov-bund.
Jeg elsker at snige rundt i den fugtige skovbund. Specielt når det er rigtigt mørkt.
Det er som om jeg bliver ét med naturen. At jeg har en side af vildskab og overlevelsesinstinkt, som andre ikke besidder.
Når solens stråler forsvinder i horisonten og ikke længere trænger gennem træernes tætte krone, bliver andre mennesker svage og bange.
Jeg bliver stærkere og næsten uovervindelig.
Mit territorium hedder Nat!
Jeg kender min begrænsning og ved jeg ikke kan jage.
Men min sult og dyriske lyst gør mig opstemt liderlig. Bladene klæber til mine balder og mit blodfyldte lem damper i måneskæret.
Jeg brøler sagte og skyder mit varme projektil ud i natten, ud i det sorte hul, hvor alting kommer fra.
Mit territorium hedder Nat!
Da Lykken fik navn
Den dag lykken rammer de uskyldige. Hvor lykken kan mærkes, smages, behages.
Enhver vind er et kærtegn. Hvert kærtegn en vind. Hårde flader får silkehud.
Afslappethed i energiske kroppe, der sitrer. Tanker er vi fælles om. Kraften af kærlighed udspringer af kemi.
Vi blødgør vores drømme og spiser af en selvsmagende selvfed blomst. Springer ud i flod, flyder og kilder fra tå til tynd hårbund.
Vi er et brusende havblik af wellness.
Vi fortættes, sammenhold forener fortiden og former fremtiden. Blodet får bobler af nyplantet rus.
Mørke pupiller danser, lyser op. Rynker trækkes ud i et smil.
Bevægelser der aer mit behag. Ørn omfavner due og tryllebinder en fugtig hånd.
Trækkes tættere på dig i nuet, men på den lange bane må ingenting kunne gøre forskel i virkeligheden.
Vi leger bare. Vi elsker bare hinanden.
Lykken er på formel. Lykken er på spil.
Manden der var så rig, at han tørrede sin røv i det ubrugte lærred.
Manden der var så rig, at han havde guldsøm med tomme rammer.
Manden der var så rig, at han betalte for at lade ideen ligge.
Manden der var så rig, at han ville købe kunstneren for at lade ham dø.
Manden der var så rig, at han købte en ørken til sin kat, en jungle til sit ur og ligegyldigheden til os andre.
Manden var så rig, fordi han opfandt illusionen og solgte den som idé til pøblen.
