Rækker hånden frem mod mit overskyggede talent, men en mur af intetanende cement tilstopper alle kanaler. Hver en sammenhæng der toner frem af de grålige tåger, bliver omhyggeligt omsluttet, vakuumpakket og nænsomt, men sikkert destrueret i et syrebad af undskyldninger og spontane overspring.
Jeg er den eventyrlystne bjergbestiger, der bosætter sig i Holland, får amputeret mine stærke underben, køber mig en coffeeshop, låser døren, sætter mig i et hjørne og bygger en osteklokke af røg og lader ideen om mig selv dø.
Jeg er et stykke værktøj, som ikke er skabt til noget formål, men selv må opfinde sin anvendelsesform, selv må opdigte sin eksistensberettigelse. Jeg må kæmpe for ikke at blive den hadegave, som onkler giver til hinanden i fødselsdagsgave, fordi de grundlæggende ikke kender hinanden, men som giver dem en kærkommen undskyldning for patetisk, at muntre sig sammen i indtil flere minutter. Derefter bliver man henlagt til endnu en onkel har fødselsdag, for igen at blive hånet, hadet og latterliggjort.
Det er vist tid til en kop kaffe..
Det helt vildt fede ved mig er min perfekte evne til… at springe over netop denne udtagelse. Ved at bringe emnet over på dig. For hvad er egentlig det fede ved dig, dit selvoptagne røvhul, der kun interesserer sig for andre for selv at blive talt til?
Jeg har en fornemmelse af, at jeg er født med en evne til at overleve på et minimum eksistensniveau. Derfor vil jeg gerne slå ihjel. Ikke den jødiske baby, der vinker til mig, men én person der sætter mig i en situation, hvor jeg ikke kan gøre andet.
Jeg vil egentlig hellere elske eller være vild med…
Hellere være for meget end for lidt. Hellere være en uforglemmelig forhindring end en fordampet succes. Jeg har lyst til det hele, det eneste filter er den evige kamp mod alting.
Jeg græder aldrig, men jeg er en hykler. Nu græder jeg pludselig, fordi jeg er en hykler. Hvor stor en del af livet er selvbedrag? Hvor stor en del er en løgn jeg selv tror på? Er missionen at gøre løgnen til den halve sandhed? Krydre resten med held, talent, manglende selvindsigt og en ualmindelig flad pande af den fineste elefanthud.
Så flyver humlebien igen og skriver i mørke.
Forvirret
Han satte forsigtigt plasteret på den lille flænge i hendes pande. Bag dem var stearinen fra det store lys løbet ned på det nye gulvtæppe. De havde købt det sammen i Ikea for mindre end en uge siden. Der havde været en del kø på parkeringspladsen. Der var blevet indkaldt ekstra personale til at guide de mange kunder mod de frie parkeringspladser. Det var ikke til at se, at pigen der netop havde sendt dem ned i den forkerte ende, havde været i byen hele natten. Hun var kommet hjem kun en time før, hun skulle møde på arbejde. Hun havde kysset med én fyr på 38, der vist nok var markedstingsdirektør for et norsk firma, der solgte vaskepulver. Han havde kone og to børn. Hun hed Jeanette og havde astma, men med den nye medicin havde hun fået det meget bedre. Hendes bror havde da også sagt, at så længe de havde skimmelsvamp i lejligheden, var der ikke noget at sige til, at børnene var allergiske overfor mælkeprodukter, og at hans søster havde den astma og pletblødninger. Han havde sagt det før, men det var som om, at de denne gang hørte lidt bedre efter. Sidste gang var de også temmelig fulde eller også var det ham. De var i hvert fald alle blevet smidt ud fra bodegaen før klokken otte. Det er utroligt at man ikke kan ytre sig i en lille brandert, uden at det skal ende i et kæmpe skænderi, så man bliver nødt til at slå til en af sine bedste venner. Der oven i købet lige havde givet en omgang økologisk øl. Så prøver man at beskytte naturen, også bliver man smidt på gaden, hvor en ældre folkevogn sender en dødelig os ud gennem et larmende stort hul i udstødningen. Der er da ikke noget at sige til, at man bliver en smule forvirret.
Absurd
Tænk sig ikke at kunne få luft. Tænk sig ikke at være i stand til at ånde ud. Illusionen forsvinder i horisonten og jeg længes tilbage mod de tårnhøje forventninger. Jeg er ikke angst, men bange for ikke at have opfyldt fortidens drømme. Jeg lytter til mit indre, der som en svulst bekæmper min skal. Det prikker i mit ansigt og min blege hud fortættes. Tidens stafet har indhentet mig. Jeg gør klar til sidste omgang, sidste sprint i slowmotion mod det brændende intet. Stå ikke der og glo, gør noget! Slå mig i det mindste. Skær budskabet i min hud, så jeg kan mærke min følelsesløse krop og se mit blod størkne.
Dræn mig for min manglende visdom og nedkøl mit sind, som gårsdagens levning. Lad mig slides op på livets råkostjern, så jeg kan forenes med mere. Så jeg kan elskes i små aflange stykker, der alle er en oprigtig del af mig.
Jeg har været falsk så længe jeg husker. Jeg har aldrig været mig. Aldrig været mig selv bekendt.
Jeg har levet i en fremmed krop andre kalder mit navn. Jeg har til tider vænnet mig til det, men altid vidst at det var forkert. Altid haft en uendelig distance til en fremmed personlighed.
Spørgsmålene rejser sig på og buldrer mod svarets kyst, men synes at være uden sammenhæng, bølgen rammer aldrig. Livet synes at være et stykke med absurd.
Frynsegoder
Jeg er læge på Hvidovre Hospital. Jeg kan lave op til ti operationer om dagen, så der er ikke noget at sige til, at ikke alle lykkes lige efter planen. Desuden er jeg på konstant stærk medicin. Tro nu ikke at jeg er dødeligt syg. Jeg udskriver jo selv recepten. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at al den krop og elendighed jeg skærer i til dagligt, kan være helt deprimerende. Men med et par ekstra piller i glasset og Jimi Hendrix i min nye MP3-afspiller, bliver snittene til små nøgler, der nænsomt åbner det rødgule legeme.
Jeg knepper sygeplejerskerne, undtagen én. Hun er for fed. Til gengæld smører hun min madpakke. Jeg sætter pris på at de siger, at de kan lide det, men det er ikke en nødvendighed. Jeg har fortalt det til min kone. Hun blev stille, men græd ikke. Tog opvasken, og skred ikke. Gik i seng, men sov ikke. Hun skylder mig penge.
Jeg deler mennesker op i to. Patienter og døde. Der findes intet derimellem. For mig er livet en uhelbredelig sygdom. Ét langt sygdomsforløb, hvor den eneste salve er den befriende død. Tro ikke at jeg ser livet gennem kulsorte briller med styrke stærkt negativ. Der er vist nærmere tale om en objektiv arbejdsskade. Jeg knepper for resten også nogle af mine patienter eller klienter eller kunder eller hvordan man nu drejer dem. De sparer både tid og penge, så alle bliver tilfredsstillet.
Naturligvis er jeg glad for mit job. Det har altid været en drøm for mig at hjælpe mine medmennesker til en lettere tilværelse. Jeg er et godt menneske. Jeg gav 100 kr. til Red Barnet eller også var det Røde Kors. At jeg har et misbrug af medicin og kvinder er naturligvis ikke optimalt, men vi læger er jo bare helt almindelige mennesker med frynsegoder. Jeg tror alle ville handle som jeg, hvis de var i samme situation.
”Næste! Ja, Go´dag Pernille. Vær så god at tage plads. Lad mig se; Du ønsker altså at få forstørret din barm til en D-skål. Det må vi lige se på…”
Askebægeret
Hun får bank mindst én gang om dagen. Enten fordi hun er uheldig eller fordi hun igen har dummet sig. Sidst var det, fordi hun havde stjålet et askebæger fra en stand på et loppemarked. Det må betegnes som et uheld, da ejeren syntes at være optaget af, at sælge et rustent vækkeur til en ældre mand med hue. I går aftes var hun selv ude om det. Hun var fuldstændig kommet for sent hjem. Hun kunne også bare være taget tidligere af sted. Det kunne hun godt se bagefter. Hun viste jo godt, at det var myldretid på det tidspunkt. Det ærgrede hende gul og blå, at hun ikke havde tænkt sig om. Det værste var, at det ikke var mere end en uge siden, at det sidst gik galt. Og hvad havde han ikke gjort for at gøre eftertrykkelig opmærksom på, at det ikke skulle gentage sig. Under nogen omstændigheder! Undskyldninger havde hun ikke nok af. Han ville jo kun hende og ungerne det bedste, det vidste hun jo godt. Derfor var det også dumt af hende, at komme mere end ét kvarter for sent. Kartoflerne var udkogte og ungerne skreg. Hun måtte tage sig sammen. Nu havde hun fået endnu en lærestreg. Hun måtte sygemelde sig fra arbejdet. Dels fordi hun jo tydeligvis ikke magtede at passe tiderne og de hjemlige pligter, som kartoffelkogning. Dels fordi folk ville stille alt for mange spørgsmål, til den flænge hun havde fået i panden. På skadestuen var hun bare gået ind i en dør, et par gange. Typisk hende, ulykker er der nok af. Hun var en omvandrende katastrofe, havde han fortalt lægen, på hans egen humoristiske måde. Konsekvens og handling er nogen af de vigtigste bestanddele i et parforhold. Det var derfor naturligvis hendes opgave at skaffe et nyt askebæger, når hun nu selv var skyld i, at det var blevet ødelagt.
Skibet er ladet med…
Normalt er døren svær at åbne. Den er tung og er sjældent blevet brugt, men denne gang blev den nærmest sparket op med et lille puf. Den står nu på klem og kan åbnes helt, hvis jeg tør. Lyset blev med ét klarere, vinen smagte sødere og de andres stemmer blev blødere og mere fjerne. Mit indre blev på en og samme tid tyndere og så alligevel kraftigere, som en suppe der smager af mere, når den fortyndes. Alting blev mere rigtigt, mere ægte, også alligevel har det aldrig været mere flydende og uklart. Jeg kunne pludselig fokusere, ja faktisk virkede alt andet som et modebevidst ugeblad, fuldstændigt ligegyldigt og uvedkommende. Måske er det den momentale sindssyge, som kun lidenskaben kan indeholde. Den besætter og lokalbedøver ens tankerække. Fortrænger enhver rationel tanke og efterlader et sug i maveregionen. Dejligt, men er det farligt? Jeg er blevet svagere på et fantastisk højt niveau. Jeg er blevet høj, der hvor jeg er dybest. Ude at svømme på det dybe, jeg svømmer godt, men tør jeg dykke ned og blive helt væk?
Sikke et flot skib! Det tager tid og vilje at vende sådan et stort sejlskib, der er ladet med hjertets kraft. Det sejlede umiddelbart perfekt, men det er ligegyldigt hvis det ikke har nogen kurs. Det har det af forunderlige årsager nu…
I skibet er der en dør, den er svært at åbne, den er tung og har ikke været brugt længe. Den står nu på klem og du kan åbne den, hvis du tør!
Hotel Lobby
Klassisk musik klinger i mine ører. Det store flygel laver bølger og den dertilhørende asiat er dens påhængsmotor, der får skuden til at bevæge mig. Bag min ryg tales ivrigt. Jeg har ikke bemærket om de to fyre har overskæg eller ryger, men det lyse toneleje dukker op som små isflager mellem tangenterne.
En urkraft har den seneste tid gjort mig opmærksom på, at jeg kan slå ihjel. At jeg har kraften og evnen, hvis den rigtige situation skulle opstå. Men netop denne særlige lejlighed synes konstant at udeblive. Umiddelbart burde jeg være glad for at noget så tragisk, som at tage et andet menneskes liv, ikke har været en nødvendighed. Jeg ønsker heller ikke bare at myrde en tilfældig person, et uskyldigt menneske. Jeg ønsker ikke at drage i krig for at forsvare nogle værdier. Jeg ønsker ikke at forsvare fremtiden eller at hævne fortiden. Jeg ønsker bare at blive sat i en situation, hvor der er den eneste mulighed. At være tvunget til mord, til at udøve mit inderste instinkt.
Mit hår er endnu vådt fra en tur i spa’en. Efter at have løftet vægte i hotellets træningscenter, er det behageligt at lade de oppumpede og blodfyldte muskler blive æltet af de varme bobler og det urolige klorvand. Som at være en ”dykand” i en 5-årigs sodavand. Godt brugt, men stadig med.
Med lukkede øjene forestiller jeg mig at jeg er Viggo Mortensen i Eastern Promises. Forudsætningerne er de samme. Nøgen og omgivet af østerlændinge. Der er fire; én i den anden ende af spa’en. Jeg bemærkede at han først fjernede håndklædet efter at have dyppet halvdelen af sig selv i vandet, for at undgå at jeg skulle se hans lille kineserpik. Ikke noget der umiddelbart interesserer mig, men blot gør ham ekstra suspekt.
En eller to befinder sig i dampbadet, hvor de i stilhed sidder i andre mænds røvsved. Det skal man ikke tænke over, bare nyde det. Altså at sved fra flere mennesker blandes, flere racer, flere kontinenter numsesaft presses ud af balderne og laver en saltmikstur. At forene røvsved, må ses som et tegn på fred.
Jeg kan stadig ikke finde anledning til at slå nogen ihjel.
Den forestående Miss Universe Malaysia konkurrence og dennes kompetanter har netop passeret mig. En lang række af de smukkeste skønheder, med en gennemsnitsvægt på under 45 kilo, danner en perlekæde der snor sig forbi mit bord. Kun optaget af deres indbyrdes rollefordeling og make-upen på den glatte hud. Kæden snor sig videre og omslutter buffeten. Ingen tager mere end én gang.
De er ikke alle naturligt smukke, men unaturligt tynde på en naturlig asistisk måde. De af nogen, kan bære ikke at have andet end spændstighed. De er som skabt til at give drifterne frit spil. Lade en lille mand føle sig stor.
Flyglet spiller temasangen fra Titanic, det giver en patetisk skyldfølelse. Gider alligevel ikke slå ihjel, vil hellere kneppe. Jeg er blot en simpel blød mand.
pabi.dk
Om at læse
Jeg læser stolt de første linjer, fanger nogle ord, men ikke betydning. Jeg ser op og forestiller mig hvilket potentiale, der ligger i at læse. Hvilken stor litterat jeg er ved at forme mig til. Hvor mange steder litteraturen kan trække mig hen. Jeg kan blive den nye store name dropper. Jeg kan nævne adskillige forfattere, de vigtigste værker, deres vision, i flæng citere dem til fester og i diskussioner med ligesindede mennesker, der også finder det af større betydning at læse, for herved at udvise intellekt. Sådan har det været siden det første bogstav blev sat. Jeg lægger bogen fra mig og læser ikke mere den måned.
Afskrabet skavank. Nøgen passager spiller performance. Afskedens billeder var de første. Erkendelsen fortager sig i et utopisk ønske.
En evig turbulens holder karrusellen i sving. Hvad har man at kæmpe med, når den blinde ser lyset? Tiden har ingen retning. Tågen har ingen mor.
Store krav bytter plads med ingen lyst. Som flod afløser ebbe. Som bøffel bliver en del af hunløve. Som McDonalds bliver en del af Søren fra 5b. Som THC er en del af kunsten. Som lipider er en del af denne sætning.
Lad os barbere hinanden til den nøgne løgn og lad os se hinanden ro ud og blive grå. Så har vi da noget sammen, hvilket er meningen.
