Absurd

Tænk sig ikke at kunne få luft. Tænk sig ikke at være i stand til at ånde ud. Illusionen forsvinder i horisonten og jeg længes tilbage mod de tårnhøje forventninger. Jeg er ikke angst, men bange for ikke at have opfyldt fortidens drømme. Jeg lytter til mit indre, der som en svulst bekæmper min skal. Det prikker i mit ansigt og min blege hud fortættes. Tidens stafet har indhentet mig. Jeg gør klar til sidste omgang, sidste sprint i slowmotion mod det brændende intet. Stå ikke der og glo, gør noget! Slå mig i det mindste. Skær budskabet i min hud, så jeg kan mærke min følelsesløse krop og se mit blod størkne.

Dræn mig for min manglende visdom og nedkøl mit sind, som gårsdagens levning. Lad mig slides op på livets råkostjern, så jeg kan forenes med mere. Så jeg kan elskes i små aflange stykker, der alle er en oprigtig del af mig.

Jeg har været falsk så længe jeg husker. Jeg har aldrig været mig. Aldrig været mig selv bekendt.

Jeg har levet i en fremmed krop andre kalder mit navn. Jeg har til tider vænnet mig til det, men altid vidst at det var forkert. Altid haft en uendelig distance til en fremmed personlighed.

Spørgsmålene rejser sig på og buldrer mod svarets kyst, men synes at være uden sammenhæng, bølgen rammer aldrig. Livet synes at være et stykke med absurd.